Jump to content

Wy/da/Köln

From Wikimedia Incubator
< Wy | da
Wy > da > Köln

Köln (på dansk også Køln, på fransk og engelsk Cologne), Tysklands fjerdestørste by, ligger på begge sider af floden Rhinen i delstaten Nordrhein-Westfalen. Byen har ca. en million indbyggere og Stor-Köln, Regierungsbezirk Köln, cirka 4,4 millioner.

I middelalderen var Köln på grund af de formodede relikvier af De hellige tre Konger (jf. de tre kroner i byvåbenet) et vigtigt valfartssted, hvortil der også kom mange pilgrimme fra Danmark. Köln er Rhinlandets økonomiske og kulturelle hovedstad og er kendt for den gotiske katedral, Kölnerdomen.

Köln har gennem de seneste årtier gennemgået et strukturskift fra industri- til mediemetropol. Köln af i dag er en handels- og universitetsby med en dominerende position indenfor den tyske medieindustri. Den internationale lufthavn Köln Bonn Airport er en af Tysklands største med 10,35 millioner passagerer i 2008. Hovedbanegården Köln Hauptbahnhof har dagligt 250.000 passagerer.

Siden 1960'erne har Köln gjort sig internationalt kendt som en betydningsfuld kulturby med en særdeles aktiv kunst- og galleriscene. I byen findes over 30 museer samt over 100 kunstgallerier. Byens internationale messe er bl.a. vært for den internationale kunstmesse Art Cologne, den mere moderne kunstmesse art.fair, den internationale møbelmesse IMM og fotomessen Photokina.

20 procent af befolkningen har indvandrerbaggrund, de største befolkningsgrupper er oprindelig fra Tyrkiet og Italien. 41 procent af befolkningen er katolsk. En af Europas større bøssescener findes i Köln, og byen betegnes af mange som liberal i sine holdninger. Köln er også kendt for fejringen af det katolske karneval. Byens lokale øl hedder Kölsch, hvilket også er navnet på den lokale dialekt, en bydialekt med mange franske lån.

Geografi og klima

[edit | edit source]

Köln ligger på begge sider af floden Rhinen og har et areal på 405,15 km² (den vestre Rhinside 230,25 km², den østre 174,87 km²). Byen ligger mellem de to højplateauer Eifel i vest og Bergisches Land i øst og er dermed beskyttet mod vestenvinden, hvilket gør klimaet mildt. Den årlige gennemsnitstemperatur ligger på 11,9 °C, hvilket gør Köln til Tysklands varmeste by.

Seværdigheder og historie

[edit | edit source]
Panoramabillede af den gamle by i skumringen

Kölnerdomen

[edit | edit source]
Kölner Dom med Museum Ludwig, museum for moderne kunst
Alter Markt
Altstadt panorama
Groß S:t Martin
Rådhuset i renæssancestil, bygget i 1569
Eigelsteintorburg den nordlige byport

Historie

[edit | edit source]

Köln blev grundlagt som en romerlejr og blev på det tidspunkt kaldt colonia Claudia Ara Agrippinensis, hvor colonia er ophavet til dagens bynavn, Köln, og betød, at byen ved sin grundlæggelse fik status af romersk by, dvs at indbyggerne fra starten af havde fulde romerske borgerrettigheder. Det var et stort og sjældent privilegium, som man ellers måtte tjene tyve år i romerske hjælpetropper for at opnå, men kan skyldes begyndende vanskeligheder med at fremskaffe rekrutter til de romerske legioner, hvor romersk borgerskab var et krav. Claudia viser til, at det var kejser Claudius, der oprettede byens statutter i år 50. Ara, der betyder "alter", forekom sjældent i et bynavn, og viste til alteret oprettet til ære for den afdøde kejser Augustus og Rom. Köln var dermed provinsens centrum for at udvise loyalitet mod Romerriget. Et tilsvarende alter, ara Romae et Augusti, fandtes også i Lyon, hvor tre galliske provinser satte hinanden stævne for at hylde kejsermagten og ellers diskutere fælles sager. Agrippinensis betød, at Claudius opkaldte byen efter sin kone og niece, Agrippina den Yngre (Neros mor), der var født i området under et af de felttog, hendes far Germanicus blev opkaldt efter. Allerede i antikken var Köln en storby på 98 hektar med mindst 25.000 indbyggere. Over tre km af den antikke bymur kan stadigvæk ses. [1] Man kan stige ned i antikkens underjordiske kloakanlæg, og besøge muséet med de mange genstande fra romertiden. [2]

Under 2. verdenskrig blev 70% af den indre by ødelagt. På trods af ødelæggelsen er Kölns rige historie fra romertid over middelalder tydelig at se i dagens bybillede; i den indre by findes 12 romanske kirker, hvilket er flere end i nogen anden europæisk by.

Seværdigheder

[edit | edit source]

Rådhuset fra 1569 er bygget i renæssance-stil og ligger i byens gamle jødiske kvarter. I skyggen af domkirken ligger Römisch-Germanisches Museum, hvis samling vidner om Kölns rolle som vigtig handelsby i Det romerske rige.

Kunst og kultur

[edit | edit source]

Köln er kulturmetropol med mange anerkendte kunstmuseer, over 100 kunstgallerier og en mangefacetteret musikscene. Museum Ludwig er et af de vigtigste museer i Köln. Museet har en stor kunstsamling som hovedsagligt består af Pop art, abstrakt kunst og surrealisme. Museet har en af Europas største Picassosamlinger.

Museer

[edit | edit source]
  • Museum LUDWIG – moderne kunst, popart
  • Wallraf-Richartz-Museum – kunstmuseum, middelalderkunst – 19. århundrede
  • Römisch-Germanische Museum – byhistorisk museum med fokus på romertiden
  • MAK, Museum für Angewandte Kunst – kunstindustri-museum
  • Kölnischer Kunstverein – kunsthal
  • Erzbischöfliches Diözesanmuseum – nybyggeri af arkitekten Peter Zumthor
  • Käthe KollwitzMuseum – kunstmuseum
  • Kölnisches Stadtmuseum – bymuseum
  • Agfa-Photo-Historama – Fotografimuseum
  • Museum für Ostasiatische Kunst – kunst og kunsthåndværk fra Østasien
  • Rautenstrauch-Joest-Museum – kulturhistorisk museum
  • Deutsches Sport & Olympia Museum
  • Domschatzkammer Köln
  • Duftmuseum
  • Imhoff-Stollwerck-Museum – chokolademuseum
  • Karnevalsmuseum
  • Museum Schnütgen – religiøs kunst
  • EL-DE Haus – NS-dokumentationscentrum

Musikscene

[edit | edit source]

Minimal elektronisk musik produceret i Köln – 'Sound of Cologne'- er en genre indenfor Electronica-scenen. Byens musikindustri og elektroscene arrangerer den elektroniske musikfestival c/o pop. Mange elektroniske musikspillesteder ligger i bohème-bydelen Belgisches Viertel.

Köln er Tysklands "bar-tætteste" by og er karnevallernes højborg. Gay-Pride-festivalen i juli er Tysklands største.

Operaen (1954-1957)

Uddannelse

[edit | edit source]

Kölns universitet, Universität zu Köln, blev grundlagt 1388 og har 45 000 studerende. Universitet er et af Europas ældste. Den nyeste uddannelsesinstitution er Tysklands første mediehøjskole Kunsthochschule für audiovisuelle Medien / Academy for Media Arts.

At 10 procent af Kölns befolkning er studerende sætter sit præg på byen. Især i området omkring universitetet, også kaldt latinerkvarteret Kwartier Lateng, der har sit centrum langs med Zülpicher Strasse.

Erhvervsliv

[edit | edit source]

De vigtigste brancher er: medier, forskning, IT, forsikrings- og bankvæsen samt turisme. Ca 2,5 millioner turister overnattede i 2005 i Köln.

Köln har i de seneste årtier gennemgået et strukturændring fra industri til at være Tysklands mest udprægede medieby. Det største firma indefor fremstillingsindustrien er Fordfabrikkerne (Ford-Werke). Fords europæiske hovedkontor, samt luftfartselskabet Lufthansa, ligger i Köln.

Sport

[edit | edit source]

Byens arena hedder RheinEnergieStadion med plads til 51 000 tilskuere. Köln var en af værtsbyerne for VM i fodbold 2006.

Henvisninger

[edit | edit source]
  1. Peter Ørsted: Romerne – dagligliv i det romerske imperium (s. 27-8), forlaget Gyldendal, København 1991, ISBN 87-01-72010-4
  2. Römisch-Germanisches Museum Köln – Sammlung

Eksterne henvisninger

[edit | edit source]